Om os

Selvproducerende scenekunstkompagni

OOut Of Office er et nyopstartet, selvproducerende scenekunstkompagni stiftet i slutningen af 2025. Vi bestaer af de to kreative producenter Svante Huniche Corell og Anna Gohr samt instruktør og dramatiker Katinka Hurvig. Vi kommer fra forskellige scenekunstneriske baggrunde og har tilsammen omkring 15 års professionel erfaring i scenekunstbranchen. Vi har tidligere samarbejdet på projekter i blandt andet MAGMA, fix+foxy og bag scenen på SORT/HVID, og nu har vi samlet kræfterne i en ny konstellation. Vi kalder os Out Of Office, fordi navnet peger på tre ting: Det synlige produktionsarbejde, kunsten der sker udenfor kontoret, og friheden til at holde fri, når man holder fri. Vi tror på et entreprenant fællesskab, hvor ingen faglighed er vigtigere end de andre.

Menneskene bag Out Of Office

Foto: Sofia Hjalmarsson

Svante Huniche Corell

Kreativ producent, forestillingsleder og produktionsleder.

Svante Huniche Corell har stor erfaring som forestillingsleder og produktionsleder fra mange forskellige danske teaterscener. Udover forestillinger på blandt andet Sort/Hvid, Mungo Park, Blaagaard Teater, Sjællands Teater, Den Fynske Opera og Fix+Foxy, har han med sidstnævnte i flere år turneret internationalt med den reumertvindende forestilling DARK NOON – og ingen planer om at stoppe med dette. 
Svante er erfaren i at lede og tage del i processer med borgerinddragelse, for eksempel i Fix+Foxys megalomane, iscenesættelse “STATEN”, samt site specific forestillinger som samproduktionen “TAXI DRIVERS” mellem fix+foxy, Sort/Hvid og Teater Nordkraft.
Svante og Anna kendte begge til hinanden, men mødtes første gang på Sort/Hvid, hvor de var optaget i hver deres produktion. Her fandt de hurtigt ud af, at kemien var god og at de delte et utal af menneskelige såvel som arbejdsrelaterede værdier. Med et match som dette, var planen om at starte Out Of Office ikke et tvivlsspørgsmål.
Svante og Katinkas relation startede professionelt på “IMPERIETS TROPPER” på Blaagaard Teater, men udviklede sig hurtigt til et venskab. Efterfølgende har de turneret verden rundt med “DARK NOON”, fra blandt andet Skotland til Sydney, New York og Finland. Pt. sidder de med fondssøgning til Out Of Office første forestilling.


Foto: Sofia Hjalmarsson

Anna Gohr

Kreativ producent, produktionsleder og forestillingsleder.

Anna Gohr blev færdiguddannet som international kulturprojektleder fra Kulturverkstan i Gøteborg i 2020 og vendte derefter hjem til Danmark og det danske scenekunstvækstlag. Her arbejdede hun som forestillingsleder, produktionsleder og producent på alle de projekter indenfor teater og film, hun kunne komme i nærheden af. Hun blev optaget på Den Danske Scenekunstskole og blev færdiguddannet produktions- og forestillingsleder, sommeren 2025. Hun gjorde praktik på Blaagaard Teater, og har indtil videre arbejdet som forestillingsleder på Live Nation, Blaagaard Teater, Sort/Hvid, Vordingborg Egnsteater og Aalborg Teater. 

Anna mødte Katinka på Teaterhuset i 2021, hvor Katinka udviklede projekter og forestillinger gennem MAGMA. Anna kom med i gruppen som producent og har forsøgt at være så meget en del af Katinkas projekter og ideer som muligt, da det altid har ført fede resultater og engagerede mennesker med sig. Nu er tiden endelig kommet hvor de atter skal forene deres ideer og kreative styrker i Out Of Office. 

Anna mødte Svante på bagscenen af SORT/HVID, hvor de begge kendte til hinanden, men aldrig havde mødtes. Det blev hurtigt tydeligt, at kemien var lige i skabet, og at de delte grundværdierne i deres arbejde omkring omsorg, mennesker, scenekunst og produktionsarbejde, så de kunne ikke andet end at undersøge det nærmere i Out Of Office regi.

Foto: Sofia Hjalmarsson

Katinka Hurvig Moller

Instruktør, dramatiker og iscenesatter.

Katinka Hurvig er tværæstetisk iscenesætter med fokus på immersive formater, borgerinddragelse og udvikling af tekst.
Hun har tidligere stiftet og drevet teaterkollektivet MAGMA, hvor hun har skrevet og instrueret samtlige af deres produktioner, heriblandt den anmelderroste performanceinstallation “AFSLAG.” fra 2023. Katinka arbejder altid med relationen mellem publikum og performer som dramaturgisk grundelement – derfor har alle hendes forestillinger elementer af immersivitet, interaktion og scenografisk installation. 
Katinka har derudover arbejdet som assisterende, med- og genopsætningsinstruktør i fix+foxy siden 2015. Her har hun bla. skrevet tekster, interviewet borgere, medudviklet koncepter og dramaturgier, instrueret og været den usynlige lim mellem instruktør Tue Biering og resten af holdet. 

Katinka har skrevet borgerinddragende forestillinger for Assemble Theatre Collective og har desuden været instruktørassistent i andre konstellationer; heriblandt på Prototype Festival i New York, Det Kongelige Teater, Sort/Hvid og Teater Slotsgården.

Katinka har samarbejdet med Svante på flere forskellige produktioner i fix+foxy siden 2023 og turneret verden rundt med fix+foxy-forestillingen “DARK NOON”. Katinka og Anna mødte hinanden i TeaterHuset i 2021, og siden har de samarbejdet på flere forskellige MAGMA-produktioner. De to har længe haft ambitioner om at skabe mere scenekunst sammen i fremtiden – og nu er den tid kommet.